BRØD OG SKUESPIL

Ariane Mnouchkine's under af en Moliere-film kan ses igen og igen, fordi den hele tiden får os til se noget mere, noget yderligere, noget rytmisk. På samme måde har Kitte Fennestad set på Marmorkirkes flotte kuppel i København. Igen og igen. For at opdage noget nyt. Det var en fin oplevelse at se hendes billedudvalg af kuplen, optaget i vinternattens lysende hvidhed og i sommermorgens lyserøde skydække. For tiden har Arkitekturgalleriet Skala på Gråbrødretorv en fremragende udstilling af Kitte Fennestads udforskninger med blandt andet Marmorkirkens-kuppen. Dome, som hun kalder den.

Udstillingen, Entropi kan ses til 6. august og enhver, som er nysgerrige efter nye indgange til iagttagelse af byen og dens liv, vil få glæde af et besøg i arkitekturkælderen på Gråbrødretorv.
Kitte Fennestad kender vi hidtil bedst fra gode grafisk arbejder, fortræffeligt arbejde med bøger, til eksempel omslagene til Carsten Jensens bøger, men filmen om Marmorkirke-kuplen gør et nærmere bekendtskab fristende. Det er sjældent med en så originalt arbejde og tankegang i TV, som ellers skulle være stedet hvor vi lærte at se bedre.
Men i virkeligheden er der kun meget få sendinger, som udvikler evnen til at se. For nylig fik vi Hans Engbergs fremragende portræt af Albert Metz og nu Fennestad.

Hos Moliere var det, som Henrik Lundgren netop understregede i sin artikel sidste søndag gøgleren og teatret, som kan bruges til at bearbejde sorg og fortvivlelse. Men det var også byerne, de prægtige landskaber. Hvilke huse. Hvilke rum og selve teatret, der af vinden føres mod afgrunden - men intet kan standse skuespillerne. De kan mangle brød. Alligevel får vi et skuespil.

Iagttageren Kitte Fennestad gøgler det synlige oplevelser ind i os ved den gentagne kuppelform, som kan skifte fra sort til lysende sølv. Fra ir, som i Salys hest på Amalienborg til gylden. Fra kobberbrun til den grønne i benene på en hornfisk. Ligesom Moleire-filmens bevægede billeder får os til at brug fantasien, får også det gentagne billede af en kuppelform i skiftende farver og gennemskinnelighed os til at erindre, fantasere og se.
Det er vanskeligt at forstille sig en bedre funktion for TV, men det er samtidig det, vi så ofte længes efter. Jeg vil kalde det efterbilledet i min egen hjerne. Dette, at der bliver ved med at ske noget, som i en forestilling, der ruller videre. Måske ind i en sanselighed af stor styrke. Måske mod en evne til at se bedre.

Henrik Sten Møller